En hund eller kat med en sund mund har det bedre, og lever længere.
Mundhygiejne er lige så vigtigt hos vores kæledyr, som det er hos os selv. Derfor anbefaler vi daglig tandbørstning af hunde og katte. Det forebygger plak, som bliver til tandsten, der kan medføre betændelse i munden, tab af tænder, smerter og kronisk sygdom.
Tandbørstning kræver tilvænning, helst fra hvalp/killing. Det skal være en god og hyggelig oplevelse at få børstet sine tænder. Giv derfor gerne godbidder undervejs.
Brug en blød tandbørste og hunde- eller kattetandpasta. Dyrene kan ikke tåle mennesketandpasta. Det er vigtigst at få børstet ydersiden af tænderne, da det især er her, plakken sætter sig. Benyt rolige, små cirkelbevægelser, og sørg for, at dit kæledyr hele tiden føler sig tryg og godt tilpas.