Sundhedsundersøgelse

Ved den almindelige sundhedsundersøgelse ser vi på dit kæledyrs almene sundhedstilstand, altså om det er sundt og raskt. Vi gennemgår kæledyret fra snude til halespids, med særlig fokus på de områder, hvor mange dyr har problemer. Det kan for eksempel være ører og tænder eller dyrets vægt.

Dit kæledyr har livsstadier, hvor krop og mental tilstand ændrer sig. I alle disse faser sker der store ændringer, som kan lede til sygdom og gener. Ligesom sygdom også kan ramme som "lyn fra en klar himmel" eller langsomt indhente én på "de gamle dage". 

Reglmæssig sundhedsundersøgelse er med til at fange disse forandringer.

Killinge- og hvalpeundersøgelsen


Killinge- og hvalpeundersøgelser foretages samtidig med at killingen/hvalpen får deres basisvaccinationer. Ved disse undersøgelser er der særligt fokus på medfødte lidelser som fejl i tandstilling og navlebrok.

Hos hankatte og hanhunde undersøges det, om begge testikler er i pungen.

Der rådgives desuden om fodring og svares på de spørgsmål man i øvrigt har som ny hunde- og katteejer.

8 måneders undersøgelse - ungdyrsundersøgelsen


Ved 8 måneders undersøgelsen tjekkes det, at jeres kæledyr har en passende vækst, at mælketænderne er skiftet ud med blivende tænder, og at den i øvrigt er sund og rask.

Det er her, at spørgsmål om fodring, neutralisation, adfærd og andre tvivlsspørgsmål besvares.

Voksenundersøgelsen


Vi anbefaler at alle hunde og katte vaccineres en gang om året, og her får dyret samtidig sit årlige sundhedseftersyn. Man er naturligvis altid velkommen til at få et sundhedseftersyn af sit kæledyr, også selvom det ikke er tid til den årlige vaccination.

Seniorundersøgelsen


En sundhedsundersøgelse kan være med til at klarlægge eventuelle problemer, og give vores kæledyr et værdigt seniorliv.

Når et kæledyr bliver ældre, er de en særlig udsat gruppe. Dyrenes immunforsvar bliver langsomt forrringet, mens livstidssygdomme og andre alderdoms relaterede lidelser kommer snigende.

Problemerne hos en seniorkat eller hund har mange forskellige symptomer og grader i udtrykningen af lidelsens alvor. Sygdomme, hvor tilstanden udvikler sig langsomt, vil dyret som regel vænne sig til eventuel smerte og gene, og kun vise svage symptomer. Her kan der være tale om gigt, tandproblemer eller knuder.

Nogle lidelser viser sig ikke fysisk på dyret, men istedet ændrer de adfærd og mentalitet.